Ballerup Taekwondo Klub  
 
 

Wing Tzun

Vi har siden 2013 haft træninger i kungfu-stilarten Wing Tzun (WT), der også kendes under de enslydende navne Wing Chun og Wing Tsun. Stilarten blev udviklet for ca. 300 år siden af den kinesiske nonne og kampsportsmester Ng Mui. Hun designede den nye stilart til teenagepigen Yim Wing-Chun (heraf navnet), der var blevet overfaldet og derfor havde brug for at lære et selvforsvarssystem, som var effektivt for en lille person uden afgørende muskelstyrke.

Wing Chun blev i over 200 år trænet i en lukket kreds og kun videregivet til familie og nære venner. Eftersigende startede udbredelsen af Wing Chun først i 1940'erne (under den japanske besættelse af Kina), hvor legenden Yip Man begyndte at undervise i Hong Kong. Blandt hans senere elever var bl.a. Bruce Lee. Efter Yip Man's død i 1972 er Wing Chun blevet videreudviklet af hans elever i lidt forskellige retninger. De forskellige skrivemåder (Chun, Tsun, Tzun osv.) er en følge heraf.

Videreudviklingen af Wing Chun under især Yip Man men også hans efterfølgere har bevirket at mange i dag anser Wing Tzun for at være verdens mest effektive system til nærkamp.

Vi træner under Sakib Idris, der har Emin Boztepe som stormester. Sakib Idris har også en WT-klub i Taastrup, som vi samarbejder med. Ud over vores egne træningstider er der således mulighed for ekstra træning i Taastrup.

  Logo

Se vores træningstider og kontakt vores formand, hvis du gerne vil begynde til Wing Tzun. Du er velkommen til at være med til nogle træninger, før du beslutter dig for om du vil indmeldes og blive en del af klubben. Træningen foregår i træningsbukser, hvid t-shirt og indendørs sko.

Du kan læse mere om Wing Tzun og Emin Boztepe på EBMAS.org.